Her er en lille smagsprøve på et dejligt møde med et fascinerende menneske, Cecilie Sheridan, en engelsk kunstner bosat i Deiá siden starten af 70-erne.
Interview 3 – Cecilie Sheridan
Cecilie Sheridan, som er en meget spændende og inspirerende kvinde, tog os på en rundtur i Deia, en lille by i Tramuntana-bjergene i den nordlige del af Mallorca. Undervejs besøgte vi to kunstnere i byen; spændende i sig selv; men det mest fascinerende ved turen var Cecilie selv: at høre om hendes liv, hvordan hun kom til Deia, hendes historier om byen og dens forandring.
Hun kom her første gang i midten af tresserne for at besøge en ven, og mødte ved den lejlighed den mand, hun senere skulle blive gift med, George Sheridan fra USA som havde bosat sig i Deia. Han var kunstner ligesom Cecilie selv, og der var på den tid – som nu – et ikke ubetydeligt kunstnermiljø, mest tilflyttede udlændinge, men også lokale.
Cecilie fortalte os om hvordan hun kom som en fremmed til egnen, præget af Francos diktatur og stærk katolicisme; men hvordan hun gradvist blev én af de lokale. Efter Franco blev det lettere at turde sige sin mening, og det blev et friere liv. Da hun fik børn, var det yderligere et skridt hen imod at ”være én af dem”.
Vi bad hende nævne tre ting, som fik hende til at blive i Deia: Stedets skønhed, klimaet og at hun her havde mulighed for at male.
Hun beskrev udviklingen fra det Deia hun kom til – rustikt, primitivt – og til nu, hvor der er langt flere turister, dog meget mindre turist-præget end mange andre byer på Mallorca.s
Hun beskriver, hvordan der er samlingspunkter for alle mennesker i byen, f.eks. til årstiderne hørende fester, hvor alle generationer deltager. De fleste er traditioner der går langt tilbage, nogle med religiøst islæt, men ikke så meget som tidligere.
På vort spørgsmål om, hvorvidt de lokale kvaliteter, herunder kunstnermiljøet udnyttes som branding, svarer hun, at nogle mennesker prøver på det, men at de lokale til en vis grad er imod det. At de lokale primært er dem der er bærende for, hvor byen vil udvikle sig hen.
Vi havde en enestående chance for at få alt at vide om både hende, hendes liv som kunstner og Deia-boer, egnen og byen, samt hendes og hendes families liv der. Den største begrænsning lå i, at vi havde begrænset tid.
Kirsten Gludsted
Med indslaget om Deia kommer I tæt på det jeg manglede i det tidligere indslag. Vi får Cecilies egen oplevelse af, hvad der er særligt for Deia – som jeg godt kan oversætte til hendes oplevelse af det autentiske Deia.
Nu mødte jeg jo også Cecilie – en utrolig smuk og troværdig kvinde. Det får mig til at forstå, hvorfor at blogindlægget på mange måder handler om hendes personlige historie. Det giver bare lidt uklarhed i jeres formidling af, hvad I fandt ud af om autenticitet. I kunne beskrive hvad der gør Cecilie til et autentisk menneske – hvis det er jeres konklusion, eller I kan beskrive hvad der gør livet i Deia autentisk. – har det f.eks. nogen betydning hvor længe eller hvilket erhverv man har for at være autentisk indbygger i Deia? Jeg savner altså den implicitte historie, jeres tanker om autenticitet og hvordan I blev klogere på begrebet af besøget i Deia.
Der er rigtig mange invitationer i jeres indslag og det ligger snublende nært at tænke på bloggen som som en appetitvækker for en god lang samtale om jeres emne og Deia – eller også er jeg også bare blevet lidt forelsket i stedet og menneskene?
Annette Buck
Det er rigtig, at der var rigtig mange invitationer i det forholdsvis korte interview, og mange aspekter kunne ønskes uddybet. Og vi blev naturligvis også selv forgabt i både byen, miljøet og Cecilie selv. At vi opfatter Cecilie som autentisk, skyldes blandt andet de indtryk vi får af hende og det vi iagttager: smilende, rolig, hvilende i sig selv, positivt indstillet, åben, interesseret. Ud fra det bygger vi den opfattelse, at hun hører til, passer til det sted, og at hun selv – og måske også de lokale – opfatter sig selv som lige så meget hørende til i Deia som dem, der er født der.
Og ja, jeg synes, vi efterhånden bliver klogere på begrebet autenticitet, men ikke nødvendigvis bedre til at kunne afgrænse det. Det synes at være et lidt “glat” og svært begreb, som man er nødt til at definere, hvis man vil arbejde med det. Bl.a. vore iagttagelser i Deia, som vi syntes så meget autentisk ud; men vi fik at vide af Cecilie, at man nu bygger de nye huse i samme stil som de gamle. Hvad er så autentisk og hvad er ikke.