Her er en lille smagsprøve på et dejligt møde med et fascinerende menneske, Cecilie Sheridan, en engelsk kunstner bosat i Deiá siden starten af 70-erne.
Interview 3 – Cecilie Sheridan
Cecilie Sheridan, som er en meget spændende og inspirerende kvinde, tog os på en rundtur i Deia, en lille by i Tramuntana-bjergene i den nordlige del af Mallorca. Undervejs besøgte vi to kunstnere i byen; spændende i sig selv; men det mest fascinerende ved turen var Cecilie selv: at høre om hendes liv, hvordan hun kom til Deia, hendes historier om byen og dens forandring.
Hun kom her første gang i midten af tresserne for at besøge en ven, og mødte ved den lejlighed den mand, hun senere skulle blive gift med, George Sheridan fra USA som havde bosat sig i Deia. Han var kunstner ligesom Cecilie selv, og der var på den tid – som nu – et ikke ubetydeligt kunstnermiljø, mest tilflyttede udlændinge, men også lokale.
Cecilie fortalte os om hvordan hun kom som en fremmed til egnen, præget af Francos diktatur og stærk katolicisme; men hvordan hun gradvist blev én af de lokale. Efter Franco blev det lettere at turde sige sin mening, og det blev et friere liv. Da hun fik børn, var det yderligere et skridt hen imod at ”være én af dem”.
Vi bad hende nævne tre ting, som fik hende til at blive i Deia: Stedets skønhed, klimaet og at hun her havde mulighed for at male.
Hun beskrev udviklingen fra det Deia hun kom til – rustikt, primitivt – og til nu, hvor der er langt flere turister, dog meget mindre turist-præget end mange andre byer på Mallorca.s
Hun beskriver, hvordan der er samlingspunkter for alle mennesker i byen, f.eks. til årstiderne hørende fester, hvor alle generationer deltager. De fleste er traditioner der går langt tilbage, nogle med religiøst islæt, men ikke så meget som tidligere.
På vort spørgsmål om, hvorvidt de lokale kvaliteter, herunder kunstnermiljøet udnyttes som branding, svarer hun, at nogle mennesker prøver på det, men at de lokale til en vis grad er imod det. At de lokale primært er dem der er bærende for, hvor byen vil udvikle sig hen.
Vi havde en enestående chance for at få alt at vide om både hende, hendes liv som kunstner og Deia-boer, egnen og byen, samt hendes og hendes families liv der. Den største begrænsning lå i, at vi havde begrænset tid.
Kirsten Gludsted