Så kører det Carlos …

Ordentlig tid i, ikke drukket for meget, sovet hele natten. Fantastisk måde at vågne på. Ned til morgenmad. Alle virker afslappede, og som at det hele kører som det skal. Der går et stykke tid før Peter kommer, så jeg får hans kamera. Det er ellers kun ham der må få det da Miguel er meget bekymret omkring sine kameraer. Jeg får det kun når han har forsikret sig om at jeg vil instruere Peter ordentligt. Når Peter så kommer, får han så hele instruktionen.

Altså kan vi tage af sted til vores møde i ministeriet for klimaændringer, med kun den lille ændring at vi tager en taxa hertil, både på grund af tiden og fordi det regner. Hvordan f…   taxachaufføren har fået proppet taxaen helt ind til hotellet fatter jeg ikke og jeg er glad for at jeg ikke sidder ved rattet når den skal køres ud igen.

Vi ankommer fint til tiden til mødet, hvor vi bliver modtaget af en kvindelig medarbejder der taler særdeles godt engelsk. Det er efterhånden noget man registrerer som noget af det første, da man jo ved at man skal sidde umiddelbart efter og kæmpe for at få decifreret de lyde man modtager i 1,5 time, hvis vedkommende taler et dårligt engelsk. Desværre er det så ikke hende vi skal til møde men, og håbet svinder ind igen. Heldigvis viser det sig at de to mandlige medarbejdere er meget behagelige og kompetente, og at den ene taler et ligeledes godt engelsk. Peter laver et oplæg til hvorfor vi er der, herefter fortæller vi lidt om Bornholm, for at give dem konteksten for vores besøg. Vi er åbenbart blevet opfattet som eksperter i netop klimaforandringer, og må lige justere vores ekspertise. Dette bliver dog ikke noget problem og samtalen forløber meget behageligt og kompetent og vi føler virkelig at vi snakker med den rette.

Efter den egentlige samtale spørger vi om man har noget imod at stille op til et interview. Det er der ikke megen begejstring for og hvis man havde optaget samtalen så vil jeg påstå at manden sagde nej. Det var tilsyneladende ikke hvad Lene hørte så der gik ikke længe før staklen stod og agerede interview offer. En af hans indvendinger var at han ville være tryggere ved et evt. interview hvis han havde fået en tilladelse til dette. Da han blev forsikret om at det ikke skulle offentliggøres så gik det. Interviewet gik godt og Peter og Lene har efterhånden fået godt styr på lyd, lys og baggrund.

Herefter tog vi en taxa tilbage til hotellet igen. Vi diskuterer lidt hvad vi skal gøre med udgiften til bilen på de 180 euro. Tilsyneladende er problemet at skaden ikke er meldt til politiet. Det virker lidt forvirrende, da jeg ringede til udlejningsselskabet der jo ikke talte om noget med politi, og som selv besigtigede skaden igennem et autofirma.  Peter ringer herefter til politiet,og vi får herved givet en anmeldelse over telefonen. Tilsyneladende kan vi nøjes med at hente den efter 48 timer, så vi ikke behøver at afbryder nogen af vores aftaler for at gennemføre dette.

Da der er kommet styr på dette, gør vi klar til at køre til Valldemossa. Der er blevet en lille ændring til planen, som gør at vi kører til Soller først og spiser og derefter kører til mødet i Valldemossa. Soller er en lille havneby og den er fantastisk smuk. Vi kommer ned på en lille restaurant, hvor vi igen kaster os ove et tapas-orgier, efterfulgt af en hurtig kop kaffe. Soller er de eneste naturlige havn på Mallorca. Vi kører så langs et bjergvej til Valldemossa via (hvad hed den nu). Det er ubeskriveligt smuk, og Søren må hele tiden skifte mellem betagelse og højdeskræk på denne tur. Vi ankommer lige til øllet, hvor showet efter er gået igang. Vi får en gennemgang af skiftet fra øko-skat til the green card. Det var lidt overraskende at få at vide at kun 8000 turister køber dette. Der er tilsyneladende mere de fastboende der køber dette. Hvis det kun er 8000 turister ud fra mange millioner der køber dette må det vel foreløbig betegnes som en fiasko, hvis succeskriteriet er at det skal have noget som helst med turister at gøre.

Herefter bliver vi ført ind i en form for biograf, der viser os en meget flot præsentation af Mallorca, specielt møntet på den nordlige kyststrækning omkring Valdemossa. Fortælleren er Michael Douglas, som har en årelang relation til området og klart fungerer som ambassadør. Det er så vidt jeg forstod også ham der har bygget det sted vi besøger, og senere har solgt det til kommunen. Vi bliver ført igennem en historien hvor der fortælles om en lang række folkeslags forhold til øen. Fønikerne, grækerne, romerne, mauerne, og herefter en kristen erobring i 1230 erne. I den nyere historie fortælles om hvordan området omkring Valdemossa blev opkøbt af storhertugen af ? hvorefter han nærmest lavede sig et lille kongedømme i området. Dette medvirkede til at bevare området, i en vigtig perioden i slutning af 1800 tallet, således at stedet nu fremstår som noget helt unikt.

Efter denne film bliver vi ført ind til en anden biograflignende sal der på en meget spændende måde visualiserer storhertugens liv på, hvor der var mest fokus på hans båd, hvor han levede meget af sit liv. det var da også denne båd de bragte ham til Mallorca fra starten af.

Efter dette er der en del forespørgsler på om vi kan fremskynde ”student on then run” projektet til klokken 1700 i stedet for 1900, da man så kan komme videre, f. eks. tilbage til Palma. Pga. forberedelsestid  kan det ikke lade sig gøre til klokken 1700, men til 1800. Vi har så en times tid i Valldemossa til shopping eller lignende. Jeg vælger så at skrive dette så det er ude af verden.

Jeg har ikke hørt ordentligt efter da der blev givet instruktion, for det var ikke der hvor vi var at vi skulle mødes, da der var lukket og der ingen andre var da jeg ankom. Jeg ringede så til de forskellige numre jeg havde Lene, Kenneth, Tage og fik ”bid” hos Tage der kunne fortælle mig det var ved cafe ”Cappacino” vi skulle mødes. Jeg begyndte at manøvrere der nedad, og blev lidt lettet over at se en af vores grupper komme gående beslutsomt i en bestemt retning, som om de var på vej et sted hen hvor de skulle være, så jeg koblede mig på og ankom sikkert til cafe Cappacino. Her var Student on the run managementet klart og vi så nu de udførte interview, som klart viste at alle hold havde lært noget af den noget kiksede lys, lyd og baggrunds sætning vi så i går. (men vi grinede mere i går).

 

Desuden var det en meget fin måde at få et resume af hele den samtale grupperne havde haft med de forskellig personer. Vi fik gennemgået det hele og fik igen ros af Miguel. Vi er sgu dygtige. Herefter en kort gennemgang for bloggerne der fik lidt mere at vide af Kenneth om at vi skal til at lægge film ind fra You Tube. Vi så et eksempel på hvordan dette kunne gøres. Jeg har haft store problemer med at komme på You Tube. Jeg kan ikke huske mit username og når jeg prøver at lave en ny account løber jeg ind i det problem at side insisterer på at være på spansk. derfor ingen egne film på You Tube foreløbig. Måske kan jeg maile filmene hjem til nogen der kan lægge dem på You Tube?

Ved afslutningen på besøget på Cappacino opstår problemet at stedet troede at vi alle ville betale samlet, så der ikke er helt styr på hvem der har fået hvad. Vi samler derfor penge ind fra folk hvor de selv må huske hvad de har fået. Når tilsyneladende alle har betalt, er der kun 2 euro til drikkepenge, og på forespørgsler om der er penge nok kan jeg sige at der jo er til regningen, men måske lige i underkanten af drikkepenge, hvorefter der prompte blive lagt lidt ekstra. herefter kan jeg så betale. Bagefter kommer Kenneth så og siger at ham og Miguel ikke har betalt. Hvad gør vi så ?

Herefter har vi aftjent dagens “værnepligt”, og kan få lov at synke ned i Mallorca når en er aller bedst. Vi ender inde på et lille fuldstændig fantasisk sted, hvor man næsten ikke ved hvordan man finder ord der dækker det vi oplever. En lille perle af et vinsted, der har 4 siddepladser med en udsigt der er helt utrolig, og med en værtinde der dygtigt og hyggeligt fortæller os hvad vi drikker og spiser, og såmænd også drikker et glas vin sammen med os. Vi har overgivet os alle, fuldstændig.

 

 

På turen hjem fra Valldemossa oplever vi den fantastiske følelse af at køre uden præcis at vide hvor vi skal, uden at man ville kunne sige at vi faktisk er faret vild. Det er kun et supertjekket hold der kan det, så det er vi. Når vi kommer hjem tager jeg mit udstyr og går en tur i byen for at side på min lille stamcafe, som den efterhånden er, for at opdatere bloggen. Jeg sidder her længere end jeg troede, og pludselig går computeren tom for strøm. Da jeg relativt nemt finder en stikkontakt, føler jeg at det er et tegn fra himmelen, og jeg beslutter at nu vil jeg knække You Tube – koden. Problemet var jo at siden pludselig er på spansk, så jeg ikke kan oprette en ny profil, ¨så nu drejer det sig bare om at huske min gamle profil. Dette lykkedes, og måske kan det skyldes den kreative indsprøjtning som vi fik i Valldemossa. Så er det ellers igang med at oploade film. Undre denne proces hvor klokken er har passeret midnat, kommer der pludselig en flok Molly elever ind på værtshuset.

Den flittige elev:

Så gjaldt det bare om at prøve at få lydfilerne ind på bloggen. Det ser ud til at mna kan uploade disse på You tube også, så det bliver lige det sidste jeg prøver. Forsøget drejer sig om det første foredrag vi deltog i og var en velkomst og præsentation af Balearic Island ved general director of the Balearic Island.