Gruppe 5 har skabt en film, der sætter fokus på affald og genbrug på et
4-stjernet hotel i centrum af Palma, Mallorca. Ejeren Ricarda Söhnlein fortæller om
sine værdier og politik for affald i hendes hotel Palau Sa Font.
Nye indlæg
Nye kommentarer
- Jesper L. Larsen on Lena Mossberg – at skabe oplevelser
- Jesper L. Larsen on Lena Mossberg – at skabe oplevelser
- Jesper on Things has to be used!
- keha on Billeder fra gruppe 4
- lonesh on Clusters and innovation
Genbrug af servietter – En banal lille historie om hvordan den enkelte – os alle – hver især i hverdagen, kan gøre en forskel til fordel for miljøet.
Belyser kontrasten mellem dem de fråser og dem der forholder sig til miljøet.
Fin lille personlig skildring om den enkeltes ansvar i relation til miljøet.
Målgruppen for den lille film er klart os alle. Viser hvordan vi som – som forbrugere/småaktivister kan bidrage positivt ved blot at tænke sig en lille smule om.
Fin lille film – gir’ stof til eftertanke – men filmen skaber tvivl om det er fiktion eller virkelighed? Og derved tvivl om filmens troværdighed.
Helt ærligt: At tage brugte servietter og tørre den private pande af med – er det ikke lige lovlig ulækkert?
Eksemplet med servietterne virker patetisk! Og har det overhovedet nogen betydning i det samlede miljøregnskab?
Kunne det ikke have mere relevant at se det samlede forbrug af servietter/papir for hotellet for at se hvor stort forbruget er, og – om et par genbrugsservietter fra eller til spiller nogen rolle?
Set i en bornholmsk sammenhæng – med rimelig mange hoteller der har grøn nøgle – og derved udviser miljøbevidsthed. Kunne det være relevant at udvidde og være endnu mere keativ omkring eksempelvis genbrug af servietter (og ikke kun om hvorvidt man vasker håndklæder fra dag til dag)?
Det er rigtigt at man kan stille spørgsmålstegn ved denne meget lille handling i det store spil, men ind imellem kan det være lidt ligesom når man forsøger at orientere sig i et område i google earth, hvor man efter at have fundet sit eget hus, forsøger at zoome ud for få overblik. Man kommer længere og længere ud, og man føler at man er nødt til at komme lidt længere ud for at overskue situationen. Når man endelig når helt ud i rummet og kan se hele kloden, så har man ikke fået overblikket, men netop mistet det. Hvem kan overskue hele kloden på en gang.
Hvor langt skal man så gå tilbage igen? Hvor er det rigtige sted at have det bedste overblik?
Hvis man accepterer at der ikke er et “korrekt” sted at stå, men at der kan være flere, så kan man antage synspunktet at alle niveauer kan være rigtige alt efter situationen, personerne der er involveret, midler til rådighed osv. Budskabet i filmen kan være at hvis alle gør alt hvad de kan alt efter hvilken situation de overskuer i øjeblikket, og gør det med en intuitiv fornemmelse af hvad der er den rigtige retning, så kan enhver handling gøre en forskel. Omvendt nytter det, efter min mening ikke at man indfører spektakulære projekter i stil med kommunistiske 5 års planer, uden at alt det andet småtteri følger ligeværdigt med. Lidt ligesom at de radikale innovationer skal følges op af inkrementale innovationer for virkelig at flytte noget.